Praktik reflektioner fra studerende
Når de pædagogstuderende har været i praktik på Frøgård Alle er det kotume, at de formulerer deres reflektioner.
Vi iler med at lægge disse ud på vores hjemmeside.
Herfra kan du klikke dig ind på de erfaringer de studerende har fået igennem deres praktik:
studerendes navne
| Andreas | Michael Mollerup | |
| Carsten Jensen | Poul Brasch | |
| Kasper Harboe Pedersen | Tina Korsled | |
| Lærke Nielsen | Trine Højrup Jensen | |
| Michael Larsen |
Kasper Harboe Pedersen
Jeg var i min 1. lønnede praktik tilknyttet Hus 2 på Frøgaard Allé.
Jeg havde inden praktikstart ingen erfaring indenfor udviklingshæmmede,
og på den baggrund var jeg selvsagt meget spændt på, hvordan dette
halvår skulle gå. Det skal også tilføjes, at Frøgaard Allé ikke var et af
mine tre praktikønsker.
Der gik imidlertid ikke lang tid, før jeg priste mig lykkelig over at have
fået min praktikplads netop på Frøgaard Allé. De nervøse anelser, jeg
havde inden praktikstart, blev hurtigt gjort til skamme. Jeg blev taget rigtigt
godt imod af beboerne såvel som kollegaerne.
Det har været en hel igennem fantastisk oplevelse med masser af oplevelser og udfordringer, både fagligt og personligt. Jeg har igennem min dagligdag fået en solid erfaring ved at iagttage kollegaer, samt selv at prøve kræfter med diverse arbejdsopgaver. Her tænker jeg på at fornemme og forstå de enkelte beboeres behov og livsmønstre. Jeg har også haft tid til at fordybe mig og reflektere over min og andres praksis, hvilket har været meget lærerigt – Den pædagogiske praksis er noget, der tit og ofte bliver diskuteret og evalueret personalet imellem. Der er opgaver, der må og skal gøres, men der er også en enorm frihed og tid til selv at tage initiativ til byture, udflugter osv. Hvis man får en god ide, er der to minibusser til rådighed. Jeg har desværre ikke kørekort, hvilket har været rigtigt ærgerligt, men så er der ikke så langt til et S-tog.
Ved siden af mit studie er jeg i dag vikar på Frøgaard Allé, hvilket jeg er rigtig glad for.
Med Venlig Hilsen
Kasper Harboe Pedersen, S06 på Skovtofte seminarium



Tina Korsled
Bliver man den heldige vinder af et praktik forløb på Frøgård Allé, kan man se frem til et meget lærerigt forløb. Et praktik forløb hvor man har al den mulighed man vil have, for at udvikle sig både fagligt og personligt.
Jeg har været i praktik i hus 2 i min 2. lønnet praktik. Hus 2 er et livligt hus, der er spændende at arbejde i, et hus fyldt med udfordringer.
I min praktik har jeg i en uge været på besøg i hus 3, dette for at se hvordan de arbejder der og for at lære deres hus at kende.
Det er en rigtig god mulighed at få og jeg vil opfordre alle praktikanter til at tage imod tilbudet. Da det er spændende at se hvordan de andre huse på Frøgård Allé arbejder, samt at lære kollegaerne og beboerne bedre at kende.
At arbejde i andre menneskers hjem er en udfordring, hvor man bliver stillet overfor en masse etiske og pædagogiske spørgsmål samt dilemmaer.
Som studerende på Frøgård Allé, har man god mulighed for at stille spørgsmål eller komme med sit eget bud på dilemmaet. Samt debattere det med sine kollegaer Dette gør Frøgård til et lærerigt og spædende sted at være.
Jeg føler mig efter denne praktik, nu fuld rustet til at kalde mig selv for pædagog. Og håber at Frøgård Allé bliver min fremtidige arbejdsplads, når eksamenerne er overstået.
Tak for en rigtig god praktik.
August 2006
Venlig hilsen Tina. Hus 2.
Trine Højrup Jensen
Overvejer du en specialpraktik med udviklingshæmmede? I så fald er Frøgård Allé et rigtig godt bud på praktiksted. Har du måske allerede fået Frøgård Allé tildelt? I dette tilfælde er der al mulig grund til at ønske dig tillykke....Jeg har netop haft fornøjelsen af at tilbringe min 1. lønnede praktik her på stedet. Det har været 6 lærerige måneder, fagligt og ikke mindst personligt, der har givet mig utroligt meget mere, end jeg havde forventet. Jeg har oplevet et sted med mange dimensioner. Et sted som dels er en arbejdsplads for nogle, og dels er et hjem for andre. Det er en udfordring og en spændende mulighed at træde respektfuldt ind i beboernes private hjem, i deres livsverden. At lære dem at kende, følge deres hverdag og skabe gode relationer.
Jeg har mødt utrolig meget åbenhed og varme fra både beboere og personale - og Frøgård Allé kaster bolde til dig. Det er sådan set bare op til dig at gribe dem i det tempo der føles rigtigt, for der er masser af dem....
Tak for en kvalificerende og herlig praktik, I slipper nok ikke lige af med mig foreløbig...
Mange hilsner
Trine Højrup Jensen,
Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium
31.1.2006
Lærke Nielsen
Jeg havde fra start en del kendskab til udviklingshæmmede, men ikke det helt store kendskb til døgntilbud. Jeg har dog i min praktikperiode fundet ud af, at det er hér, jeg skal arbejde efter endt uddannelse.Der er en del praktiske opgaver der skal gøres. Bl.a. vasketøj, besøg hos div. specialister, men også masser af ture ud af huset. Da jeg startede, blev jeg hurtigt smidt ud i dagligdagen da min vejleder havde orlov. Trods den uheldige start var det en god måde til selv at danne sig et indtryk af dagligdagen og beboernes rytme og måde at være på. Jeg skulle hurtigt selv tage stilling til nogle situationer og konflikter/konfliktløsning.
Det har været en hård, sjov og meget lærerig praktik både personligt og fagligt.
Hilsen Lærke Nielsen
F03 Skovtofte Seminarium
Michael Mollerup
Det er ikke et botilbud man bør nøjes med at være i i 3 mdr. Tiden er for knap til at lære beboerne rigtig at kende.Frøgård Allé er et sted, hvor man bliver rigtig godt modtaget. Man føler sig rigtig velkommen. Alle er meget hjælpsomme ligegyldigt hvilket hus man kommer i. Derfor er jeg ked af, at det kun er en øvelsespraktik jeg er i. Jeg ville meget gerne have brugt en lønnet praktik på stedet.
Venlig hilsen
Michael Mollerup
Ballerup Seminariet
Klasse 02F
Jeg har været i min første lønnede praktik i hus 1 på Frøgård Allé. det første stykke tid brugte jeg på at danne mig et indtryk af stedet og dets beboere, da jeg aldrig før har arbejdet indenfor specialområdet. Dette område var en helt ny verden for mig, som jeg fik lov til at udforske på egen hånd, men altid med min vejleder eller en anden pædagog i nærheden som jeg kunne spørge til råds eller stille spørgsmål til.
Efter min introduktion til stedet havde jeg rig mulighed for at prøve mig selv af da jeg tit var alene på arbejdet, hvilket gjorde at jeg var nødt til at træffe nogle valg og beslutninger i forhold til beboernes hverdag som jeg ellers ikke ville have gjort hvis jeg havde lænet mig op af min vejleder.
Det har værte rigtig givtigt for mig at have haft så gode muligheder for at lave en masse aktiviteter med beboerne og jeg har haft opbakning fra personalets side af.
Jeg havde også mulighed for at deltage i fællesundervisning af studerende på Hulegården, men det nåede jeg ikke, da det faldt sammen med mine indkald.
En anden ting der ikke blev tid til var en uges ophold i de 2 andre huse, det var ellers en god mulighed for at se hvordan de forskellige huse fungerer.
Min praktik har været spændende og utrolig lærerig.
Venlig hilsen
Michael Larsen
Ballerupseminariet
Jeg har været i øvelsespraktik på Frøgård allè.
Jeg var helt ny i arbejdet med denne brugergruppe og var rimelig meget på bar bund i starten. Men jeg blev taget godt imod og fik god tid til at falde til og finde min plads.
Det lykkedes mig på den korte tid jeg var der at få et godt tilhørsforhold til både personale og beboere og følte mig til sidst helt hjemme.
Jeg fik meget personlig feed back fra min vejleder og fagligt lykkedes det at finde et emne til min praktikopgave som interesserede hele personalet i hus 2. Det gav utrolig meget faglig dialog og debat, det var jeg meget taknemmelig for.
Derudover oplevede jeg også stor åbenhed fra personalet i de andre huse. Specielt i forhold til beboer bandet (De vilde frøer) som jeg fik lov til at følge og spille med i, selv der ikke var nogen beboere fra hus 2.
Jeg nåede langt mere end jeg havde forventet på de 3 måneder.
KH Carsten Jensen (Skovtofte sem)
Jeg har været praktikant i hus 1, hvor de 8 beboere er meget selvhjulpne mht. påklædning, toiletbesøg og andre dagligdags ting. Dog er det ikke altid at de gør tingene grundigt nok, eks. bad og rengøring og det er her vi personaler skal ind og hjælpe og vejlede, på den mest hensigtsmæssige måde.
Man hjælper/vejleder desuden beboerne mht. til kærester, økonomi, fritids aktiviteter, tandlæge besøg, læge besøg og hvad der ellers kommer af dagligdags ting, som de har behov for hjælp og vejledning til.
Under min praktik på Frøgård Allé har jeg lært en masse om hvad det vil sige at være udviklingshæmmet, hvilket var noget jeg slet ikke kendte noget til inden jeg startede.
Jeg fik en god modtagelse af mine kollegaer, som også gjorde meget ud af at forklare om stedet og hvad det vil sige at være udviklingshæmmet.
Jeg har fået stor tillid af mine kollegaer som har givet mig både ansvar og medindflydelse, hvilket jeg sætter meget pris på.
Jeg har lært meget jeg kan tage med videre i mit virke som pædagog.
Tak for en god praktik
Andreas
Øvelsespraktikant fra Ballerup seminariet
Et halvt års praktik er slut.
At beskrive et halvt år på få linier, er en udfordring.
Et halvt år, og et par skridt på vejen som fremtidens pædagog.
Nu er jeg næsten midtvejs, resten er det halve af uddannelsen.
Og en praktik på et halvt år, giver indblik, men virker som en halvgjort gerning, nu man var så godt i gang og så er det slut. Nye kollegaer, nye beboere, nyt sted, nye input, ny viden, se sig selv i et nyt lys, alt det nye kommer lige under huden, sådan halvvejs, og rødderne rives op, seminaret kalder.
Og fornemmelsen af halvgjort er næsten velgjort. Kort sagt, blev jeg færdig med det hele?.
Her i skrivende stund, kan jeg ikke mærke, om jeg har lært noget. Men en dag ved mit sind og krop, næste gang noget lignende dukker op, så reagerer jeg på automatik, overfor problemet eller udfordringen….som en professionel.
Jeg ved at min sociale,- og kropslige intelligens har taget ved lære.
Engang for længe siden, blev jeg uddannet som farvehandler. Der hed det sig: At godt værktøj er det halve arbejde. Jeg har fået nogle pædagogiske værktøjer i praksis.
Mit navn er Poul Brasch. Kultur pædagog studerende fra Ballerup Seminarium, hold 04A.
Jeg en moden studerende, i gang med mit livs tredie uddannelse.
Først handels uddannet som farvehandler, en 4-årig tur om Behandlingscentret Sundbyvang,
i lære som reklametegner med Grafisk Højskole, 25 år i reklame branchen som kreativ. 10 år med eget bureau. Nogle år som grafiker/journalist på dagblade. Vidt omkring, mødt en mangfoldighed af spændende, sjove og gale mennesker. Jeg kan godt lide de gale. Og her er jeg så, midt i galskaben
som en pædagogisk konsulent sagde under et seminar: ”Læn dig tilbage og nyd galskaben”.
Det har jeg så gjort efter bedste overbevisning.
Er du ny studerende, så er ”Swinging Frøgård” ikke det værste du kan udsætte dig for.
Her er mange søde, dejlige, underlige, sjove og gale mennesker.
Som en malers palet og du skal vælges en farve. Du ender med at kunne li´ det.
Tak for det halve år, Frøgård Allé. Tak til Hus 2.
Jeg nøjes med at sige halvt farvel….vi ses i næste halvleg….jeg er ansat som vikar.
Poul Brasch



